Blodfortyndende midler (antikoagulantia) hæmmer størkningsfaktorerne i blodet og nedsætter dermed blodets evne til at størkne (koagulere).
Blodfortyndende midler bruges både til at forebygge blodpropsygdomme og til behandling af allerede udviklede blodpropsygdomme, som fx blodprop i de dybe vener eller i lungerne.
Ved hjerterytmeforstyrrelse, især atrieflimren og atrieflagren, øges risikoen for, at blodpropper opstår, og at allerede dannede blodpropper vokser yderligere eller river sig løs og sætter sig fast et andet sted i kredsløbet, fx i hjernens pulsårer eller i andre af kroppens pulsårer.
Blodfortyndende midler kan fx være
Hepariner og fondaparinux
Hepariner bruges til at forebygge blodpropper og til at modvirke vækst af allerede dannede blodpropper. Hepariner gives som indsprøjtning i en blodåre eller under huden, og virkningen indtræder med det samme. Behandlingen finder oftest sted på sygehuset, men kan også foregå i hjemmet, hvis behandlingen strækker sig over længere tid. Ved hjemmebehandling gives medicinen altid som indsprøjtning under huden.
Ved behandling af blodprop i de dybe vener eller i lungerne med en K-vitamin-antagonist, dabigatran eller edoxaban indledes behandlingen med et heparinpræparat i mindst 5 dage. Ved behandling af blodpropper hos gravide og hos visse cancerpatienter gives et heparinpræparat i hele behandlingsperioden.
Fondaparinux bruges til at forebygge blodpropper og til at modvirke vækst af allerede dannede blodpropper. Gives altid som indsprøjtning under huden, og virkningen indtræder med det samme. Bruges stort set kun til behandling på sygehus, men enkelte patienter kan dog få behandlingen hjemme inden en bypass-operation eller som behandling af en overfladisk veneblodprop.
| Virksomme stoffer | Præparater |
|---|---|
Direkteorale antikoagulantia (DOAK)
Direkte orale antikoagulantia, kaldet DOAK, er blodfortyndende midler, som har en direkte hæmmende virkning på en af blodets størkningsfaktorer (faktor Xa eller trombin). Lægemidlerne findes som tabletter eller kapsler, som indtages oralt, dvs. gennem munden.
Midlerne kan i nogle tilfælde anvendes som alternativ til behandling med hepariner og K-vitamin-antagonister, fx ved visse cancerformer. Midlerne er godkendt til at forebygge blodpropper ved atrieflimren (hjerterytmeforstyrrelse) og efter operation i hofte og knæ. Endvidere bruges de til behandling af vene- og lungeblodpropper.
Midlerne gives i fast daglig dosis, som afhænger af din nyrefunktion, og for visse af midlerne afhænger dosis af din alder og vægt. Der kræves ikke laboratoriekontrol af INR i blodet, som ved behandling med K-vitamin-antagonister. Desuden har kost og andre lægemidler mindre indflydelse på effekten af behandlingen.
| Virksomme stoffer | Præparater |
|---|---|
K-vitamin-antagonister
K-vitamin-antagonister virker først efter nogle dages behandling. Virkningen kontrolleres ved undersøgelse af en blodprøve (INR), hvor man måler fortyndingsgraden af blodets størkningsfaktorer.
Blodprøver tages med få dages interval i starten af behandlingen. Den dosis, der skal til for at få INR i passende niveau, kan variere meget fra person til person (fra under 1 til 8 tabletter daglig). En høj dosis er ikke ensbetydende med svær sygdom, men alene et udtryk for, at medicinen omsættes hurtigt i kroppen.
Medicinens virkning ophæves af store mængder K-vitamin. Det er derfor vigtigt, at du under behandling med K-vitamin-antagonister kun spiser begrænsede eller ensartede mængder af fødevarer med højt indhold af K-vitamin. Det er især grønne grøntsager som grønkål og spinat, der har højt indhold af K-vitamin. Hvis du spiser store mængder K-vitamin, falder INR, og blodfortyndingen svækkes.
En række andre forhold kan påvirke INR. INR stiger ved feber, længerevarende diarré og større alkoholindtagelse, ved indtagelse af visse typer af anden medicin, og i disse tilfælde bør INR kontrolleres med kortere interval. Det samme gælder, hvis du bemærker unormal blødningstendens.
| Virksomme stoffer | Præparater |
|---|---|
